Rumgeometri i Tinkercad

I dette forløb arbejder eleverne med geometrisk tegning af rumlige figurer i Tinkercad.

Forløbet er tilrettelagt som en designproces, hvor eleverne med udgangspunkt i en persona skal udarbejde en prototype i Tinkercad af et møbleret værelse.

Forløbet egner sig til 7.-9. klasse og varer ca. 4 lektioner.

Foto: Makerspaces til alle i Tønder Kommune

Læringsindhold

  • Eleverne lærer at gengive træk fra omverdenen ved 3D-modellering i Tinkercad.
  • Eleverne udvikler designidéer til indretning af et værelse med udgangspunkt i deres fortolkninger af en persona.
  • Eleverne øver sig i at fremlægge og argumentere for deres idéer til løsninger.
  • Eleverne lærer om CAD anvendelse i et lokalt virksomhedsperspektiv samt job og uddannelse relateret til brugen af CAD.

Materialer

  • Computere (eller tablets) med internetadgang
  • Ternet og blankt papir
  • Skrive- og tegneredskaber
  • Måleredskaber (linealer, målebånd, tommestokke, vinkelmålere)
  • Evt. kameraer (til øvelsen “Modeller din omverden”)

Før lektionen

  • Eleverne skal kende til det retvinklede koordinatsystem, målestoksforhold og navnene på geometriske figurer.
  • Opret logins til Tinkercad Classroom.
  • Gør dig bekendt med Tinkercad.
  • Kopier elevarkene (1 ark pr. 2 elever).

Lektionsoverblik

LektionIndhold
1:
Forstå udfordringen
Undersøge
Rammesætning af udfordringen (lærerslides s. 1-4)

a. Introduktion til CAD (lærerslides s. 5-6)
b. Job og uddannelse med CAD (lærerslides s. 7-8)
c. Introduktion til Tinkercad (lærerslides s. 9-10 )

Eleverne afprøver modellering i Tinkercad (Lærerslides s. 11-12) brug elevark: modeller din omverden
2:
Få ideer
Konkretisere
Forbedre
Udarbejdelse af en persona. (Lærerslides s. 13) Brug elevark: personabeskrivelse

Eleverne får ideer til og skitserer deres forslag værelsesindretningen (Lærerslides s. 14-17).
Eleverne modtager feedback på deres skitse (Lærerslides s. 16).
3:
Konstruere
Eleverne konstruerer deres prototyper (Lærerslides s. 17- 18).
4:
Præsentere
Eleverne præsenterer deres prototyper (Lærerslides s. 19).

Udvidelsesmuligheder

Moon Camp Challenge

Den Europæiske Rumorganisation (ESA) afholder hvert år Moon Camp Challenge (mooncampchallenge.org), hvor deltagerne vha. 3D-designværktøjer skal designe en månebase eller dele deraf. Udfordringen er opdelt i tre kategorier: Discovery (begynder), Explorers (øvet) og Pioneers (avanceret).

Moon Camp Discovery er en ikke-konkurrerende mission for begyndere, hvor hvert hold skal designe én komponent til en månebase vha. Tinkercad. Alle deltagere, hvis bidrag overholder retningslinjerne, vil modtage et særligt deltagerbevis, og deres projekt vil blive vist på Moon Camp-onlineplatformen.

Moon Camp Explorers og Moon Camp Pioneers afvikles som konkurrencer, hvor deltagerne skal designe en hel månebase og skrive en rapport, der forklarer deres projekt – det forventes altså, at deltagerne har en vis viden/indsigt i, hvordan astronauter kan leve på Månen.

3D-print

Hvis man har mulighed for det, så kan man 3D-printe nogle af elevernes modeller og udstille dem.

I den sammenhæng vil det være oplagt at gennemgå 3D-printteknologi med eleverne og tale om, hvad der er af muligheder og begrænsninger i forhold til at printe deres modeller.

Links og kilder

Didaktikken bag engineering – en designproces, der giver engagerede elever.